Selvstændig projektleder til Maribo Craft Days 2021
Er du iværksætter eller freelancer? Vil du være projektleder for et af det største kultur events på Lolland i 2021? Er du interesseret i bæredygtighed og/eller håndværk/håndarbejde?
Maribo Craft Days er en non-profit festival, der finder sted i uge 41. Festivalen fejrer de magiske hænder, både håndarbejde og håndværk, og sætter bæredygtige produkter og oplevelser i fokus.
Festivalen blev realiseret første gang i 2019 og igen 2020. I 2020 med over 100 craft aktiviteter fordelt over fem dage fordelt på forskellige lokationer som Maribos hyggelige butikker, caféer, foreninger og institutioner som Maribo Domkirke. I 2021 er målet at professionalisere Maribo Craft Days, der indtil nu har været drevet af frivillige kræfter hos Iværksætter Lolland i samarbejde med Maribo Handel og lokale aktører.
Din hovedopgave som projektleder er således at sikre at Maribo Craft Days 2021 bliver en succes, så der kan sikres sponsorater og funding til at ansætte dig til at lede Maribo Craft Days 2022.
Som projektleder er dine opgaver at:
- Koordinere forberedelserne og afviklingen af Maribo Craft Days 2021
- Lede et team på 5 projektansatte, der bl.a. står for markedsføring, logistik, partnerskaber, foto, bæredygtig og web.
- Etablere og koordinere et stærkt team af frivillige
- Koordinere med partnere og samarbejdspartnere
- Afrapportere fondsmidler for Maribo Craft Days 2021 (tre forskellige donorer)
- Sikre at festivalen kan leve videre i 2022 og finansiere din stilling fremadrettet
Vi forventer at du:
- Har erfaring med afvikling af større events
- Kan have en regelmæssig gang på Lolland (mindst en dag om ugen)
- Taler og skriver engelsk
- Har lyst til være med til udvikle Maribo Craft Days til en grøn og bæredygtig festival og kan se dig selv i rollen
- Du har lyst til at lede og være en del af et dynamisk team af både frivillige og ansatte og kan navigere i rollen som koordinator mellem frivillige organisationer, handelstandsforening og kommune
- Har andet freelance arbejde eller er selvstændig, eller lyst til at blive det, da stillingen ikke er fuld tid, men kan blive det på sigt afhængig af dine ambitioner
Det er er en fordel at:
- Du taler og skriver tysk
- Du har en stærk tilknytning til Lolland eller en lyst til starte et nyt eventyr på Lolland
- Du har erfaring med PR og markedsføring
- Du har erfaring med wordpress
Det tilbyder vi:
- Et stærkt team og gode kolleger gennem Iværksætter Lolland og Maribo Handel til at hjælpe dig igang og støtte dig i processen.
- Mulighed for at sætte dit præg på organiseringen og forretningsmodellen for Maribo Craft Days fremadrettet
- Mulighed for at have fleksibel arbejdsplads fra The Green House i Maribo
Maribo Craft Days har fundet sted to gange og har derfor opbygget et netværk af både partnere, interessenter og frivillige. Du vil naturligvis blive guidet ind i rollen som projektleder for Maribo Craft Days.
Stillingen er timelønnet og rammesat til 185 timer á 250 kr i timen. Tiltrædelse snarest muligt.
Sådan ansøger du
Hvis du er nået hertil, så opfordrer vi dig til at ansøge ved at sende dit CV og en kort motivationsbeskrivelse til hej@maribocraftdays.dk.
Vi indkalder kandidater til samtale løbende og afslutter rekrutteringsprocessen, når den rette kandidat er fundet.
Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til næstformand i Iværksætter Lolland, Nils Lund Pedersen, 22 16 13 26, eller tidligere projektleder, Jonas Sylvester Kaspersen, 60 54 16 90.
Mere om Maribo Craft Days 2021
Maribo Craft Days er en festival i uge 41, hvor vi fejrer bæredygtige produkter og oplevelser samt alle de engagerede håndarbejdere og kunsthåndværkere i Danmark. Vi hjælper lokale erhvervsdrivende og producenter med at skabe nye oplevelser og være med til at drive en bæredygtig udvikling i lokalsamfundet. Med udstillinger, workshops, drop-in håndarbejds og håndværkscaféer, foredrag, kurser og andre aktiviteter giver vi de besøgende til Maribo Craft Days mulighed for at bruge deres hænder og opleve bæredygtighed som et vigtigt, og ikke mindst sjovt element i hverdagen.
Maribo Craft Days vil være Lollands flagskib for forbrugernes og producenterne grønne omstilling og bæredygtige udvikling. Med Maribo Craft Days vil vi styrke lokale producenter og virksomheders arbejde med salg af bæredygtige produkter og udbredelse af grøn oplevelsesøkonomi. Vi vil involvere lokale aktører – unge som ældre – for at åbne deres øjne for, hvordan man som almindelig forbruger kan bidrage til den bæredygtige omstilling og styrke den bæredygtige turisme. Maribo Craft Days kombinerer kultur og oplevelsesøkonomi at accelerere den bæredygtige omstilling og skabe bedre forhold for lokale producenter ilanddistrikter.
Festivalens aktiviteter i uge 41 er a) med til at udvide turistsæsonen, der er de lokalevirksomheders, kunsthåndværkere og producenters levebrød b) med til at skabe større kulturel forståelse og samhørighed på tværs af generationer og geografiske grænser c) med til at skabe fokus blandt lokalbefolkningen på vigtigheden af bæredygtige produkter og grøn udvikling – både klima- og miljømæssigt og økonomisk samt styrke branding af Lolland som en bæredygtig region.
I 2021 er der et større budget til at professionalisere Maribo Craft Days og bl.a. er det planlagt at skabe et digitalt udstillingsvindue for kunstnere samt bygge en trold i Maribo sammen med den verdenskendte kunstner, Thomas Dambo.
Maribo Craft Days er startet af den professionelle quilter og iværksætter Bodil Egeberg i samarbejde med Iværksætter Lolland.
Kort om foreningen Iværksætter Lolland
Iværksætter Lolland er en spirerende forening og et netværk af unge, tilflyttere og iværksættere, der hjælper hinanden i mål og udvikler spændende projekter. Maribo Craft Days er en én af dem. Du kan læse mere om vores projekter nedenfor.
2 kommentarer
Hej – interessant opslag. Jeg kan ikke læse af annoncen hvor mange timer stillingen er rammesat til?
Pft. Anette
Hej Anette,
Tak for dit spørgsmål. Stillingen er timelønnet og rammesat til 185 timer á 250 kr i timen. Tiltrædelse snarest muligt.